C&B Systemer A/S — RealEquity
Generelle Vilkår for API-adgang
Vilkårene her gælder, når du som kunde har tilkøbt API-adgang på dit RealEquity-abonnement. De supplerer dit tillæg om API-adgang og din aftale med C&B.
1.Hvad API-adgang giver dig
API-adgang er en særskilt ydelse på dit abonnement. Den åbner din instans af RealEquity, så data kan udveksles med andre systemer via C&B's API-lag — enten af dig selv eller af en udviklingspartner, du vælger.
Uden aktiv API-adgang kan ingen integration tilgå dine data. Fravælger du API-adgang, lukkes forbindelsen, og de adgange, du har givet, ophører.
Vil du selv udvikle en integration til din egen instans, skal din virksomhed registreres som udviklingspartner hos C&B. Det sker på en særskilt aftale.
2.Hvem der kan få adgang til dine data
Ingen tredjepart får adgang til dine data, uden at du har sagt ja. En udviklingspartner kan ikke selv åbne en forbindelse til din instans, og C&B giver ikke adgang på partnerens anmodning alene.
Sådan foregår det
- Udviklingspartneren anmoder C&B om adgang til dine data med en bestemt API-nøgle.
- C&B forelægger anmodningen for dig med angivelse af, hvilken partner og hvilken integration det drejer sig om, hvilke data der skal tilgås, og hvilke handlinger der anmodes om.
- Adgangen aktiveres først, når du har accepteret den — i præcis det omfang, anmodningen angiver.
Du kan altid trække adgangen tilbage Du kan til enhver tid trække din accept tilbage med øjeblikkelig virkning, uden varsel og uden begrundelse. Adgangen lukkes, og partneren underrettes.
En adgang gælder alene den pågældende partner, den pågældende nøgle og det accepterede formål. Partneren må ikke anvende adgangen til andre formål eller sammenstille dine data med andre kunders.
Behandling af dine data
Vælger du at give en udviklingspartner adgang, behandler partneren dine data som databehandler for dig. Der skal derfor foreligge en databehandleraftale mellem dig og partneren, inden adgangen aktiveres. C&B er ikke part i den aftale.
3.Læseadgang og skriveadgang
En adgang giver som udgangspunkt alene ret til at læse data fra RealEquity.
Skal en integration også kunne oprette, ændre eller slette data, skal det fremgå udtrykkeligt af anmodningen — hvilke handlinger, på hvilke datatyper og med hvilken afgrænsning — og du skal acceptere det særskilt. En generel eller uspecificeret "fuld adgang" gives ikke.
Vær opmærksom ved skriveadgang En integration med skriveadgang kan ændre eller slette data i din instans. Går noget galt som følge af partnerens integration, bærer partneren ansvaret, og genopretning sker for partnerens regning. Overvej alligevel, om skriveadgangen er afgrænset til det, integrationen faktisk har brug for.
4.Hvad du betaler for
API-adgang består af to dele: en fast månedlig pris for at have adgangen åben, og en betaling for det forbrug, dine integrationer afstedkommer. Priserne fremgår af dit tillæg om API-adgang.
Sådan måles forbruget
Forbrug af API-laget måles i RealEquity Dataenheder. Antallet af dataenheder beror på antallet af kald, på mængden af data der sendes til og fra API-laget, og på hvor ressourcetungt det enkelte kald er for platformen. Kald er ikke lige tunge: et kald, der trækker på store eller sammensatte datamængder, forbruger væsentligt flere dataenheder end et enkelt opslag.
Du betaler for det forbrug, der sker på dine data Det gælder også, når kaldene foretages af en udviklingspartner, du har givet adgang. Partneren udvikler integrationen — men forbruget lander på din regning.
Partneren er forpligtet til at oplyse dig om integrationens forventede månedlige forbrug, inden du accepterer adgangen, og til at orientere dig, hvis en opdatering væsentligt ændrer forbruget. Bed om det tal, hvis du ikke har fået det.
Forbruget kan ændre sig
Opgørelsen af dataenheder justeres løbende i takt med, at platformen udvikles. Der er derfor ingen garanti for, at et bestemt kaldsmønster til stadighed forbruger det samme antal dataenheder. Væsentlige forhøjelser varsles, jf. afsnit 8.
5.Sådan følger du dit forbrug
Dit forbrug kan aflæses løbende i Mægleruniverset — samlet og opdelt pr. integration, så du kan se, hvilken løsning der driver forbruget, og hvor meget.
Har du givet flere udviklingspartnere adgang, vises forbruget pr. partnerintegration. Det er forudsætningen for, at du kan tage stilling til, om en enkelt integration koster mere, end den er værd for dig.
Konstaterer C&B et forbrug, der væsentligt overstiger det sædvanlige for de integrationer, du har tilkoblet, kontakter vi partneren og kan orientere dig.
6.Tekniske grænser
C&B anvender tekniske grænser for, hvor mange kald en integration må foretage pr. tidsenhed. Grænserne beskytter platformens stabilitet og de øvrige kunders drift, og de gælder pr. API-nøgle — ikke pr. kunde.
Grænserne er en driftsmæssig ramme, ikke en forbrugsgrænse: forbrug inden for grænserne afregnes fuldt ud. De gældende grænser fremgår af C&B's vilkår for udviklingspartnere.
Belaster en integration platformens stabilitet, kan C&B begrænse eller midlertidigt suspendere dens adgang. Du og partneren underrettes hurtigst muligt, og adgangen genetableres, når forholdet er bragt i orden.
7.Ansvar
C&B leverer og drifter API-laget. C&B er ikke ansvarlig for de integrationer, du eller en udviklingspartner udvikler, og yder ikke support på partnerens løsning — henvendelser om en integrations funktion rettes til den partner, der har leveret den.
Opstår der fejl i dine data som følge af en partners integration, bærer partneren ansvaret, og fejlsøgning og genopretning sker for partnerens regning.
8.Ændringer og varsler
| Ændring | Varsel |
|---|---|
| Ændringer i API-laget, der kræver tilpasning af en integration | Minimum 90 dage, så vidt muligt — varsles over for udviklingspartnerne |
| Ændring af forbrugsopgørelsen, der væsentligt forhøjer forventet forbrug | Minimum 90 dage; træder tidligst i kraft ved en ny faktureringsperiode |
| Ændringer nødvendige af hensyn til sikkerhed, lovgivning eller platformens stabilitet | Kan gennemføres straks, hvorefter der underrettes hurtigst muligt |
| Lempelser og nedsættelser | Uden varsel |
Væsentlige ændringer af disse vilkår fremgår af ændringshistorikken nederst på siden.
9.Opgradering, fornyelse og ophør
Tilkøb af API-adgang fornyer din abonnementsperiode Tilkøb af API-adgang er en opgradering af dit abonnement og anses som en fornyelse af din aftale med C&B. Abonnementsperioden nulstilles og løber fra det tidspunkt, hvor tillægget om API-adgang indgås.
Fravalg af API-adgang
Fravalg af API-adgang er en nedgradering og følger C&B's vilkår for op- og nedgradering. Anmodningen skal være C&B i hænde senest tre måneder før udløbet af den aktuelle abonnementsperiode og får virkning fra starten af den næste. Indtil da fortsætter API-adgangen uændret, og der afregnes for den og for det forbrug, der finder sted.
Når adgangen ophører
Ophører API-adgangen — ved nedgradering eller fordi din aftale med C&B ophører — lukkes adgangen, og samtlige adgange, du har givet udviklingspartnere, deaktiveres. Forbrug frem til ophørstidspunktet afregnes.
Din øvrige adgang til RealEquity berøres ikke af, at API-adgangen ophører.
10.Ændringshistorik
| Version | Dato | Ændring |
|---|---|---|
| 1.0 | 09.09.2026 | Første udgave. |